Fra Michala Clante Bendixen <mc@bendixen.nu>
Nedenstående artikel er bragt som kronik i Politiken d. 5. juli 2008
Den danske virus
Danmarks sjæl er ramt af en livstruende sygdom. Fra at være et fredselskende,
humanistisk lille land, der satsede på FN, er Danmark blevet en aggressiv
krigsmagt, der deltager i angrebskrige, bombninger og undertrykkelse. Derudover
er landets omdømme i udlandet skadet af den diskrimination, mistillid og dårlige
behandling, vi møder vores egne indvandrere med. I den forbindelse er
karrikaturtegningerne blot et symptom.
Over halvdelen af de unge med minoritetsbaggrund, som er under
uddannelse netop nu, har planer om at forlade Danmark, når de har taget deres
eksamen, pga. den stemning, der hersker overfor de nye indbyggere. Det er en
stemning, som Dansk Folkeparti har fået udbredt til hele befolkningen som en
virus - alle ligger vi under for fordomsfulde, unuancerede, bedrevidende
hovsa-løsninger omkring tørklæder, tvangsægteskaber, overførselsindkomster,
sprog, religion. Vi opfinder begreber som underlegne kulturer,
bekvemmelighedsflygtninge, indvandrerkriminalitet, ghettoer, mørkemænd,
voldskultur? bare ordet "2. generationsindvandrer" er jo udtryk for en
fordomsfuld tænkning. Når man diskuterer indvandring, står vi overfor
"problemer, som skal tages alvorligt" - i alle andre situationer bruges ellers
den omhyggelige formulering "udfordringer, som bliver spændende at tage op".
Det er en sygdom, som skal bekæmpes med alle midler. Den forsvinder ikke
af sig selv, selvom vi får en anden regering - den brød ud allerede under
Nyrupregeringen og er godt i gang med at angribe venstrefløjen lige nu. Alle på
højrefløjen er naturligvis hårdt ramt - men i Sverige ser selv den borgerlige
regering ud til at være immun! Lad os sende et hold eksperter over sundet og
finde ud af, hvordan det er lykkedes dem at holde sygdommen væk.
Danmarks lovgivning og praksis omkring asylpolitik, familiesammenføring
og statsborgerskab er så langt fra internationale og europæiske anbefalinger
efterhånden, at det kræver en større operation, hvis man vil rydde op og komme
frem til noget anstændigt igen. Hvordan skal det kunne opnås, hvis man lover at
føre den "stramme" linie videre, og dermed lader sygdommen blive kronisk?
Sidste år gav vi asyl til ca. 800 mennesker, hvoraf halvdelen blev
udvalgt efter integrationspotentiale. Og der bor også ca. 800 afviste, som har
været her i mere end 4 år, og som ikke kan sendes hjem. Antallet svarer til 2%
af, hvor mange Sverige gav asyl til. Forskellen skyldes bl.a. at den danske
regering føler sig hævet over FNs definitioner og anbefalinger i forhold til
Flygtningekonventionen - så langt er vi kommet ud. Det er simpelthen pinligt og
uanstændigt efter enhver målestok - det handler om mennesker, som har forladt
alt og været ude for frygtelige oplevelser, tortur og folkemord. Når man har
levet hele sit liv i tryghed og velstand kan man slet ikke forestille sig, hvad
det vil sige.
Vi må indse, at Morten Korch-tiden er forbi for altid - Danmark er i aktiv
bevægelse med resten af verden nu, på godt og ondt. Og fødselstallet er dalet
støt siden 1950. Hvordan i alverden har vi så forestillet os, at vi kan overleve
på vores fede niveau, renset for indvandring og indflydelse fra andre kulturer?
Hvorfor skulle den højtuddannede på Green Card vælge et racistisk land, hvor hun
ikke kan få sin familie med? Det bliver da lande som Canada og Sverige, der har
sørget for en løbende tilførsel af flygtninge og familiesammenførte, som om få
år sidder inde med al ekspertisen og arbejdskraften!
Danmarks styrke på den globale scene har i nyere tid været ekspertise,
kreativitet og fantasi - som har haft gode udfoldelsesmuligheder i et samfund
med social sikkerhed og lige rettigheder, i en åben og frisindet atmosfære. Selv
moderne management-teorier anbefaler inkludering og anerkendelse som vejen til
et bedre resultat - som pædagogerne allerede har gjort det i flere generationer,
ligesom kreativitet og innovation styrkes af forskellighed. Selv den mest
borgerlige indbygger har forhåbentlig indset, at man ikke kommer langt i
børneopdragelse med ydmygelse og straf - hvorfor tror man så, de midler virker i
andre sammenhænge, hvor man forsøger at få folk til at opføre sig på en
hensigtsmæssig måde?
Starthjælp, 300-timers regel, umulige krav til statsborgerskab,
urimelige asylregler, fjerne børnepenge til børn, der ikke møder i skolen - alt
sammen udtryk for en straffende, tvangsmæssig tilgang, specielt med sigte på
etniske minoriteter. Resultatet er det modsatte af den integration, man besynger
så højt: en samfundsgruppe, der er totalt udstødt og lever i håbløs fattigdom og
kriminalitet. Mange på kontanthjælp og starthjælp er ikke parate til
arbejdsmarkedet, og skal derfor hjælpes i stedet for sraffes - det er slet ikke
håbløst, en del kommuner har haft succes med opkvalificering og
introduktionsjobs, særligt for kvindernes vedkommende. Starthjælpen og
300-timersreglen får ikke flere i job, hvis man medtager den store mængde
mennesker, som nu forsvinder helt ud af systemet - de lever så enten af sort
arbejde eller bliver forsørget af deres mand. Og antallet af familier, der
bliver sat på gaden i alment boligbyggeri er stærkt stigende - hvad skal der
blive af de børn?
Respekten og omsorgen for det enkelte menneske skal gælde uanset hvilken
baggrund, religion og kultur dette menneske har. Det svære består netop i at
respektere dem, der er meget anderledes - Saddam Hussein skal have en forsvarer,
nazisten skal have stemmeret. Et samfund, hvor kun de "rigtige" borgere (i vores
tilfælde kristne, demokratiske, indfødte) har rettigheder og kommer til orde, er
et diktatur. Vi bliver nødt til at holde op med at kræve assimilation og hævde,
at vores kultur er hævet over alle andre - det kan man sagtens uden at give køb
på de værdier, som har været med til at skabe det fredelige, rige samfund vi
havde for kort tid siden. Et godt eksempel ville faktisk være en kvindelig
dommer med muslimsk tørklæde: det ville netop være en stærk kvinde, der har
klaret sig i en mandsdomineret verden, og som ved at blive godkendt som dommer
havde bevist, at hun var i stand til at dømme udfra et demokratisk vedtaget
lovsæt, hvor personlige præferencer ingen betydning har. Det ville gavne
respekten og dialogen i det danske samfund.
Den danske kultur er et resultat af konstante påvirkninger udefra - lige i
øjeblikket går det bare lidt hurtigere, og er også lidt mere iøjnefaldende. Det,
vi skal forsøge at holde fast i, er de gode ting fra alle kulturer i verden - i
stedet for bare at angribe andre kulturer for at være problematiske, må vi kigge
på dem mere nuanceret. Der er også yderst problematiske elementer i den kultur,
som udgør majoriteten i vores land lige nu. For eksempel må man desværre give
islamiske ryster ret i, at den frisindede mode- og pornokultur har givet et
kvindeundertrykkende resultat, det danske alkoholforbrug er direkte pinligt, og
ensomhed er et stort problem.
Inden man begynder at dømme om, hvorvidt den ene eller den anden hovedbeklædning
er undertrykkende, burde man måske fokusere på den række love, der er blevet
indført i Danmark, som særligt rammer indvandrerkvinder. Det gælder kravene om
danskkundskaber på højt niveau og selvforsørgelse for at opnå statsborgerskab
(idet kvinder fra fattigere lande har mindre skolegang og erhvervserfaring end
mænd), det gælder voldsramte, familiesammenførte kvinder, der bliver smidt ud
hvis de lader sig skille, og det gælder ofre for trafficking, der ikke kan opnå
asyl.
For venstrefløjen må det altid handle om at sikre menneskers
rettigheder, især de svageste. Derfor må vi ikke lade os forblænde af de
symbolske signaler i et tørklæde, men koncentrere os om de områder, hvor en reel
undertrykkelse finder sted - som staten i øjeblikket er med til at skabe. Alle
borgere i Danmark har ikke længere samme rettigheder - og dermed har vi allerede
undergravet en af vores vigtigste værdier. Starthjælp,
familiesammenføringsregler, statsborgerskabskrav og udvisningsdomme er alle
udtryk for diskrimination, og går direkte imod menneskerettighedernes pligt til
ikke at forskelsbehandle forskellige grupper.
Respekten og kærligheden til demokratiet kommer langsomt, og netop i kraft af,
at hvert enkelt individ har ret til at have sin mening og vælge sin
repræsentant. Det kan ikke proppes ned i halsen på folk, og man fremmer ikke
forståelsen ved at opstille skillelinjer mellem demokrater og terrorister, sådan
som Bush gør: enten er du for os, eller imod os! Tværtimod opnår man en
yderligere optrapning af konflikterne. Og på mange områder er det faktisk svært
at forsvare demokratiet, som det udspiller sig i Europa. Der er god grund til at
diskutere en samfundsform, hvor fx penge alene kan føre en Berlusconi til
magten, og hvor politisk spin efterhånden spiller hovedrollen på Christiansborg.
I USA, som det mest tvivlsomme af alle demokratier, har Barack Obama nu en
enestående chance for at vise, at man kommer længere ved inklusion og
mangfoldighed end ved at opsplitte befolkningen i rige mod fattige, sorte mod
hvide, demokrater mod religiøse fanatikere osv. Og ved ikke at appellere til
laveste fællesnævner eller folks angst, men ved at tale op til folk og satse på
deres håb i stedet.
Ytringsfrihed og frie valg er grundlaget for det demokratiske samfund. Men
ytringsfriheden er altid under ansvar, ligesom enhver anden form for frihed, og
skal ikke misbruges til at forhåne et mindretal. I Danmark er ytringsfriheden
blevet brugt til at forhåne muslimer og indvandrere så grundigt, at man har
indført særlove, som reelt sætter mange af dem uden for indflydelse. 9 ud af 10
kvoteflygtninge kan fx. aldrig blive danske statsborgere (selvom de er i
fuldtidsarbejde) pga. sprogkravene til statsborgerskab. Uanset hvor meget de
knokler med lektierne, kommer de aldrig op på gymnasieniveau i dansk, fordi de
kun har gået få år i skole i hjemlandet. En del danske vælgere ville ikke selv
kunne leve op til kravene.
Som socialister nyder vi selv godt af en ytringsfrihed, hvis fornemste
funktion er at tillade minoriteter og grupper uden indflydelse at kritisere
magthaverne og komme med deres bud på et andet samfund. Alle borgere skal have
en stemme. Derfor har vi ikke forbudt nazistpartier, Tidehverv, Scientology og
Hizb-ut Tahrir. Lad os prøve at være lige så modige og fordomsfri som Jakob
Holdt og invitere de unge fyre fra Hizb-ut Tahrir hjem til en kop kaffe - og
opdage, at de på mange måder minder om de unge, idealistiske folk på
venstrefløjen i 70'erne. Og lad os så møde dem med den samme (måske
hovedrystende) overbærenhed, som de borgerlige mødte os med dengang en hel del
SFere var DKPere. Der kom trods alt aldrig en revolution, og de fleste blev mere
besindige helt af sig selv.
Solidariteten med svage grupper og minoriteter var engang grundlaget for
den skandinaviske model, som Socialdemokraterne fik indført med succes. Og
socialismen og arbejderbevægelsen er netop international i sit væsen - der er
blevet talt meget i Fælledparken for bønder i Nicaragua og politiske fanger i
Iran. Men jo bedre vi har fået det, jo mere har det liberalistiske fokus på
individet og pengene udhulet denne solidaritet, godt hjulpet på vej af den
kulturracisme og fremmedangst, som Dansk Folkeparti og artsfæller i Europa har
søbet os ind i. Resultatet er, at gode, gamle socialdemokrater og socialister
har glemt solidariteten fuldstændig - nu, hvor vi burde have overskuddet til at
hjælpe andre, føler vi os pludselig truet.
Lad os samle venstrefløjen i solidaritet med de forfulgte og kæmpe for
lige rettigheder til alle i samfundet, og lad os udrydde den hæslige sygdom, som
har angrebet vores land. Begynd med dig selv: hvor har fordommene fået fat i
dig? Har du spurgt dem, du udtaler dig på vegne af? Kender du dem, du fordømmer?
Har du inviteret dem indenfor? Hvordan ville du selv opføre dig, hvis du fx var
nødt til at flygte til en helt anden kultur? Hvordan ville du gerne mødes af
dine nye landsmænd/kvinder?
Kom op af din dyre sofa, tag din cykel og find nogle af de mennesker, du
tror du ved en masse om - måske er de slet ikke så farlige? Måske behøver vi
ikke være helt ens for at få lov at bo nær Salten Østerstrand?
Amila Jasarevic, Anna Birke Konstantelos, Bent Holdt Jørgensen, Katrine
Clausager, Leif Pedersen, Michala Clante Bendixen, Martin Jespersen, Nilofar
Pilegaard, Stinne Thomassen, Trine Ingemansen (medlemmer af SFs Asylpolitiske
netværk)
(videresendt med anbefaling på baggrund af over 20 års erfaringer fra frivilligt
asyl- og integrationsarbejde
--
Arne Hansen
Sønderjyllands Alle 35, 9900 Frederikshavn Danmark,
Tlf.(+45)98425542, mobil 30420818, post@arnehansen.net,
www.arnehansen.net, www.arnehansen.net/dialog, www.fmef.dk
|